Sommer 2012

August 19th, 2012

Dejlig sommerferie i Danmark. Skønt med tid til fordybelse. Læse en god bog, afslappende sejltur med mulighed for at se lidt af Danmark og Sverige: Dragør, Helsinør, Hallands Vederø, Anholt, Århus og Karrebæksminde. Tid til at være sammen med børn og børnebørn er meget værdifuldt. Her lidt stemningsbilleder fra dejlige feriedage, hvor jeg bl.a. har lånt børnebørnene for en stund:

 

 

 

Julen og nytår 2011

January 28th, 2012

Julen 2011 havde vi “gården fuld” af børn og børnebørn, tænk de var her allesammen, fantastisk, så følte jeg mig meget rig. Vi startede ud den 24. med den traditionelle formiddagstur i skoven, i år blev det Næsbyholm der “vandt”, da jeg mente, der var mindst mudret der, i år var der ikke sne som sidste år, men regn og mudder. Kai og Birthe var som vanligt friske og den store flok drog afsted i år uden hundene.

Det var en rigtig dejlig tur, Tobias på cykel og klapvogne til Liva, Kaya og Alberte, som de dog ikke gad sidde i :-)

Snakken gik livligt undervejs, alle virkede glade for at mødes og skulle fejre jul sammen.

Tilbage på gården bød Torben på den bedste ærtesuppe, mums, den var lavet på ærter og kærlighed.

Eftermiddagen bød på hygge, besøg af julemanden (tak Stefan) som havde glemt at skifte sokker, det mente Tobias i hver tilfælde, vi dansede om juletræ, sang sange bl.a. “Lille Peter edderkop” valgt af Kaya, og børnene fik de første gaver. De opførte sig alle eksemplarisk, og der var total hyggestemning, Tina og Stefan dækkede det flotteste julebord, Thomas og Nina tryllede med ris a la manden og Anders og Linda snittede rødkål til den sundeste og bedste rådkålssalat.

Torben.. ja han tryllede bare i køkkenet så det igen blev den bedste julemiddag.

 Bagefter var der julegaver og julegaver ja det var der lige til næste dag, da nogle af børnene gik kolde undervejs og måtte puttes.

Resten af julen står lidt i tåge, da min far var meget syg, og blev indlagt igen juleaften. Så resten af julen og nytår gik med at være hos ham, en hård men meget givende tid, da han tog sit sidste åndedrag den 1.1. kl. 10.10 så godt at være hos ham den sidste hårde tid.

Min fars liv

December 3rd, 2011

Er i gang med at skrive så meget som muligt om min dejlige fars fantastisk spændende liv. Historien udgives dagligt som en kalenderhistorie til familien, men kan også læses her i. Der er et link i højre kolonne.

Det er sjovt at skrive om min far, for han er så god til at fortælle og husker så mange detaljer, men det er svært at følge med, når han beretter, derfor har jeg bestilt en diktafon, som jeg håber, vil hjælpe med at få alle detaljer med.

Ellers er det ikke særligt sjovt at være min far nu. Kæmper med sin kræftsygdom, og selv om han er så sej, er det mega hårdt for ham, men han vil, og jeg er så stolt over hans kampviljen, og takker for hver dag, jeg får med ham fra nu af, det er virkelig bonustid.

Og selvom det er en hård tid for os allesammen, er det også en meget værdifuld tid. Pludselig opdager vi, hvor meget vi betyder for hinanden. Mine søskende og jeg, min mor og far og os, de unge i familien der bakker op. Svigerbørnene der bakker op om os og min far. Min mor, der er så god, hun kæmper og gør alt hvad hun kan. Laver alt det min far har lyst til af mad, og det er ikke nemt, for det skifter fra dag til dag, eller fra time til time, og det kan være, far ikke længere har lyst til det, når hun serverer.

Fra at have levet et selvstændigt og meget udadvendt liv, er mine forældre pludselig afhængige af os og af hele hospitalssystemet. Andre tager over og blander sig i deres liv, de er ikke længere alene om beslutninger, andre træffer dem. Hold op, det må være svært, men de klarer det så flot.

Jeg håber den sidste tid for min far bliver god og værdifuld, og så ønsker jeg for ham, at når han ikke længere synes, livet er værd at leve, får en værdig død i fred og ro.

Jeg vil være der for ham, og gøre hvad jeg kan for at ønsket går i opfyldelse.

Jeg elsker min far

Fire dobbelt mormor :-)

May 16th, 2011

watch?v=vsXj0_89Yzg&feature=mfu_in_order&list=UL

2011 hvad mon året bringer?

January 2nd, 2011

Altid spændende at tage hul på et helt nyt og blankt år, eller helt blankt er et år aldrig, nogle ting er givet og udenfor min indflydelse, det gælder såvel nære som fjerne ting. Andre ting har jeg selv stor indflydelse på, og et stort ansvar i forhold til mig selv, at det sker som jeg ønsker det. 

Min opgave mht. det, jeg ikke har indflydelse på, er så at få det bedste ud af det. Jeg kan så godt lide Chris McDonalds, når han fortæller om danskernes held med ordet PYT, vi er så heldige, at vi har det ord, siger han. Og jeg giver ham ret, de ting jeg ikke kan gøre noget ved..PYT og så må jeg i stedet glæde mig over der, hvor jeg kan gøre noget og gøre en forskel, for mig selv og for andre. Glæde og fokusering på de små ting i hverdagen og livet kan gøre hele forskellen på, om jeg føler mig lykkelig i mit liv. Mit liv- mit ansvar.

Som f.eks. 1. januar 2011 en god start på året med Linda, Anders og Kaya i huset. Morgenhygge med Kaya, fuld af smil og latter. Hyggelig morgenstund da Torben kommer træt, men glad hjem fra vagt med morgenbrød. Dejligt at høre og se Anders og Torben hygge sig over et spil skak. Dejligt at tage et morgenbad sammen med Kaya, der hviner af fryd over at bade, hun kan da glæde sig over de små ting i livet! Skønt med Linda i huset, der gør alt for at glæde og forkæle mig og andre, og ikke mindst at se hendes fantastiske kompetence som mor.

Skønt med friske morgenring fra først Nina og siden Tina, jeg er så heldig at have tre helt utrolig dejlige piger, der hver især og på hver deres måde gør alt for at glæde mig!

Nytårhygge med Torben foran fjerneren med traditionel (og gammeldags) nytårskoncert fra Wien, men det hører jo til :-)  

Og så stod den ellers på grin og latter resten af dagen. Først Comedy Zoo hele eftermiddagen i fjernsynet, hold da op hvor er der mange geniale komikere i Danmark, og så kunne vi jo ligeså godt fortsætte den hyggelig dag med en sjov aften i biffen. Var inde og se Klovn The movie, hold da op, ordet pinlig får meget stor betydning, når man har set den, filmen er så græseoverskridende pinlig, og så morsom at Torben og jeg lå flade af grin. Det er så skønt at grine sammen, det skal være mit mål for 2011, vi skal grine noget mere sammen :-)

Jeg glæder mig til 2011

Julen 2010

December 30th, 2010

Endnu en dejlig jul er gået, med endnu flere gode minder at lægge i rygsækken.

Jeg må indrømme, at selve december måned står lidt tåget i min erindring, har lidt denne fornemmelse af at jeg “ikke rigtig har været med”.  Ved jo godt det skyldes, at jeg har haft rigtig mange bolde i luften, men heldigvis, jeg greb dem allesammen, og synes, det blev jul i god og vanlig “Bakkegårds-stil”.

Jeg har nogle gode oplevelser fra december, bl.a. hyggelig 1. søndag i advent hos Nina og Thomas, hvor de havde lavet en dejlig frokost. Hyggelig familiesammenkomst med mormor og morfar, Linda, Anders og Kaya, Nina, Thomas, Tobias og Alberte og ikke mindst Torben. Der blev kreeret juledekorationer i den store stil, som Linda havde købt ind til.

Søndagsdecemberudflugt med Tobias  ind at se “Peter Plys holder jul”, første gang han var i teateret, hvilken gave at dele den med Tobias, han havde meget store øjne og ører, og vi nød begge vores tur. Efter forestillingen var der mulighed for at hilse på Tigerdyret og Peter Plys, det var sjovt at høre Tobias snakke med dem. Det var en rigtig juletur i dejligt snevejr.

Julegaveindkøb kom sent i gang pga andre opgaver, men det lykkedes alligevel at få købt alle gaverne. Sjov udvikling at nogle af gaverne blev købt på nettet, og spændingen, nåede de mon frem inden jul, det gjorde de fleste, men CD-er til mor og far kom først efter jul. Så fik de et tilgodebevis i stedet. Torben og jeg havde delt os op, således at han købte til “drengene” altså svigersønnerne og jeg købte til resten. Hyggeligt at have hver sine opgaver og ansvar. Jeg skrev en liste med indkøbte gaver, så Torben vidste lidt om, hvad vi gav de forskellige, som sædvanligt blev budgettet overskredet, men heldigvis virker det som om alle blev glade for deres gaver, så gør det ikke noget at der blev brugt lidt ekstra.

 

Torben havde lovet at købe ind til julen, men pludselig var der pga frost og sne en masse opgaver, som han måtte tage sig af akut. Derfor lavede vi en bestilling på nettet til SuperBest og næste eftermiddag stod der 5 kasser udenfor døren med fine madvarer, det er ikke sidste gang vi gør det, det var nemt.

Anders havde spurgt om vi skulle lave konfekt sammen, så det fik vi også en hyggelig søndag i december til at gå med. Der blev kreeret ruller og kugler i stor stil og Linda fik endda lavet en FCK-løve i blåt marcipan.. hm godt jeg ikke skulle spise den.

Tina og Stefan flyttede først i december til dejlig og hyggelig lejlighed i stueplan i Ringsted. Jeg har haft mange hyggelige dage sammen med Tina i løbet af måneden, og det var så dejligt, at Tina hjalp med at få julepyntet hus og juletræ den 23. Så blev det alligevel jul på den gamle gård :-)

Lillejuleaften skulle alle børnene som vanligt komme hjem, men vejret har virkelig vist sig fra sin bedste vinterside, så Nina og Thomas havde svært ved at komme afsted med to små børn og usikre veje. Vi fik dog en hyggelig aften alligevel, men knap så mange øl og mandehørm som vanligt i Torbens fravær, lidt synd for drengene ;-)

Juleaftens formiddag skulle vi på den traditionelle julevandretur med Kai og Birthe. Hvor mon det var til at gå med den megen sne? Vi tog i Alstedskoven og gik i sne til knæene, så turen blev hyggelig men knap så lang. Nogen havde taget hundene med, det skulle de ikke have gjort, sikke et show. Zimba slap fra Torben, flexisnoren fløj ud af hans handskehånd, ramte Stefan i farten, så han blev sendt til tælling i sneen, samtidig med at Zimba stod og gøede af en anden hund, hvis ejer blev forskrækket og skældte ud. Nå heldigvis kom Stefan på benene igen med alle tænder i behold, og en øm kæbe, vi gik og nød skoven og så stak Nala af efter nogle dyr. Hun blev ved at stå og gø et stykke fra os, så Torben og Anders måtte hente hende. Det viste sig, at hun var hoppet over to grøfte og nu ikke turde komme tilbage. Torben måtte bære hende over den første og “kaste” hende over den anden, inden vi igen var samlet og kunne komme hjem til Bakkegården til den traditionelle julesuppe, i år lavet med kærlighed, tomater og en masse dejlige urter af Torben. Resultat en dejlig sund tomatsuppe. Julegaverne blev fordelt og alle tog afsted for at holde jul hos deres andre familier.

Imens kunne Torben og jeg gøre klar til at holde juleaften sammen med mor og far. Torben overtog køkkenet efter at jeg havde lavet de indledende øvelser med stegning af ænder, fremstilling af fond til sovs samt kartoffelskrælning. Mens jeg dækkede et hyggeligt julebord, spredte den dejligste duft af julemad sig i køkkenet hvor Torben tryllede som han er allerbedst til. Mor og far kom godt frem gennem sneen og vi havde en rigtig hyggelig og fredelig juleaften. Vi måtte have et par viskestykker til hjælp for at nå rundt om juletræet, men danse om træet, det ville vi. Dejlige julegaver flot pakket ind, blev modtaget med glæde og taknemmelighed, Nina havde virkelig gjort et stort arbejde med indpakning og selv lavet gavemærker i gips.

1. juledag skulle Linda og Tina komme med deres familier og vi skulle have en lille hyggelig julefrokost. Overraskelsen blev at Nina med familie beslutte de at komme også, så med huset fuld af svigersønner, døtre og børnebørn nu 3 stk. blev det en super hyggelig dag. Tak alle unger for den.

Hyggeligt i juledagene at have Linda, Anders og Kaya overnattende og berigende at have Kaya helt for mig om morgenen, mens de unge forældre kunne tage en velfortjent forlænget morgenlur. Nal var jo også på besøg, men hun var nærmest flyttet ind og hyggede sig sammen med Zimba.

2. juledag holdt Kai og Birthe som vanligt med fin julefrokost som Birthe insisterer på at stå for selv, trods tilbuddet om hjælp. Vi var en lille flok i år, med Allan, Ania, Alex, Maja, Carsten, Torben og jeg. Det blev en hyggelig og lidt pudsig dag med mange sjove og mere eller mindre begavede kommentarer, som Birthes, da vi snakkede om den fine elektroniske P-skive fra Georg Jensen, Kai havde fået i julegave, og vi talte om risikoen for at den blev stjålet: “kan man ikke bare tage den med, når man forlader bilen” , ja, det er jo altid dejligt med underholdning.

Det er med glæde og varme i hjertet jeg ser tilbage på julen 2010. Dejligt med en god, stor og trofast familie.

Sommerferie 2010

August 3rd, 2010

Rundt i de Danske farvande

Det gode skib Grissu har bragt os rundt til diverse danske havne fra den 16.7.-3.8.

Fredag den 16.7. påmønstrede styrmand Linda, skibskok Anders og letmatrossen Kaya med en stor portion bleer i bagagen. Sammen med skipper Torben sejlede de til Korsør hvor Jannie kom ombord til dejlig aftensmad. Alle blev vel installeret ombord inden det næste morgen gik afsted mod det Sydfynske øhav. Vi sejlede mod Svendborg, hvor vi ville spise frokost. Undervejs opdagede Torben dog, at virerne agter var lidt slappe og opdagede at forstaget var sprunget. Resultat vi at vi ikke kunne sætte sejl, og efterfølgende måtte have repareret forstaget på Thurø. 2 dage i Svendborg med herlig shopping for Linda, Kaya og mig. Reparation på Thurø, hvor Torben lånte en bil og kørte til Langeland for at få lavet en eller anden dims, og efterfølgende fik sat stag og det hele på plads igen. 8000 kr fattigere men nu med en fungtionsdygtig båd var vi klar til det videre togt.

Næste stop blev Sønderborg, hvor Magrethe (hende med hattene) og ham der har hunden der bider, var så heldige at ankomme næsten samtidig med os. Kongeskibet blegner nu noget i sammenligning med Grissu. Dejlig havn og by i Sønderborg. Skøn aftensmad ved skibskokken Anders der virkelig tryller et lækkert måltid frem, hvordan Linda får tryllet kabyssen tilbage til normale tilstande er en gåde :-)

Total hygge ombord. Kaya og mormor hygger om morgenen, indtil den øvrige besætning kommer og forstyrrer. Kaya smiler og er glad stort set hele tiden. Hyggeligt at have hende ombord og fantastisk at se det lille væsen tilpasse sig. Flot!

Næste morgen videre mod Flensborg, meget køn indsejling gennem Flensborg fjord, der er virkelig smukt. Ankommet til Flensborg helt for enden af fjorden er det monster varmt, vi kan næsten ikke vrikke med ørerne uden at svede, alligevel går der fuldstndig “dampi” i Torben han samler cykler, og cykler og sveder og ror kajak og sveder og vi andre sveder bare ved at se på det. Hen under aften kan vi igen trække vejret og går en tur rundt i byen og spiser pizza på gågaden. Torben og jeg tager en tur på minicyklerne hen og proviantere, men må desværre begrænse os, der kan jo ikke være meget på 2 små cykler.

Næste dag sejler vi til Bagenkopf på Langeland. Hyggelig havn med en dejlig aftengåtur på molerne, Kaya nyder at komme rundt i sin bæresele og opdage verden.

Næste dag afgang mod Rødby, hvor Anders afmønstrede og tog toget hjem, vi andre fortsatte mod Nysted. Pludselig var Maud med ombord, og så var det ikke længere så sjovt for Linda og Kaya, der valgte at blive hentet om aftenen af Anders. Der var også varslet dårligt vejr de kommende døgn med udsigt til at vi ikke kunne sejle videre. Næste morgen blev jeg også hentet af Anders, så Torben kunne sejle båden videre i det blæsende sommervejr, der ikke egnede sig til familiesejlads.

Torben blæste til Gedser, der efter hans eget udsagn kun egner sig til nødhavn, der var dødsygt. Da vejret tillod videre sejlads, sejlede Torben videre til Rødvig og næste dag til Dragør. Godt klaret skipper!!

I Dragør kunne jeg så komme med ombord igen, denne gang i selskab med skibshunden Zimba. Efter et par afslappende dage med tøjvask, rugbrødsbagning og mulighed for “mormor-hygge” hos Nina og familie, var det skønt at komme ombord igen.

Næste dag, i det skønneste sommervejr, sejlede vi videre mod Hundested. Der var helt fyld i den gamle hyggelige havn, så vi fik lagt os i en ny havn, langt fra alting, men mulighed for at lufte hund, hvilket lykkedes godt og grundigt for Torben. Da han sent om aftenen ville lufte Zimba, faldt Zimba først i vandet, fik kæmpet sig op over nogle kæmpe store sten og op på broen igen. Helt forvirret skyndte Zimba sig at springe ombord på båden, desværre den forkerte båd, hvor den store våde hund nåede helt ned i kahytten inden den vendte tilbage til Torben, som hurtigt fik fortrukket til egen båd. Vi sejlede ud meget tidligt næste morgen :-)

Motoren havde dog en mislyd, som vi ikke turde sejle videre med, så vi sejlede over i den gamle havn i Hundested, hvor Torben prøvede at finde en, der kunne se på motoren. Imens vi ventede, dykkede Torben ned under båden i det ikke særlig rene vand og konstaterede, at mislyden skyldtes en masse ålegræs i skruen, som han fik fjernet, og derpå var det bare derud af. Godt klaret Torben!

Der var lovet omslag i vejret de kommende dage med stærk vind fra vest, så vi besluttede at søge mod den jyske østkyst, nærmere bestemt til Marselisborg ved Århus. En rigtig hyggelig havn i en skøn by. Vi blev her i 3 døgn, da vejret ikke var sejlervenligt for sarte sjæle (mig), til gengæld var det lige vejr til et par shoppingture i Århus, og vi fik købt nogle virkelig lækre ting med 70 % rabat.

Derpå sejlede vi mod Samsø, men undervejs blev det et værre uvejr med regn og stærk blæst. Vi prøvede at sejle ind til Thurø, men der var helt overfyldt, så vi fortsatte til Samsøs sydspids til Kolby Kås, der var absolut ikke overfyldt, men til gengæld fred og ro, bortset fra at havnen lå ret udsat, så urolig nat i båden, jeg sov dog skønt til bølgeskvulp og susen i masterne. En meget forladt havn og by, der var ikke en gang en butik lidt sørgeligt.

Næste dag var det igen roligt vand og vi bestemte at vi ville prøve at sejle til Odense. En meget spændende og smuk tur gennem den gravede kanal, det tog 2 timer at sejle hele vejen gennem kanalen, så lå vi også lige i bymidten og gik en hyggelig tur gennem byen.

Næste morgen var Torben tidligt på roret og allerede kl. 6.30 sejlede vi ud, 2 timer gennem kanalen tilbage, undervejs krydret med æg og bacon osv. jo, livet til søs er ikke så ringe endda. Vi nød turen og den smukke natur. Vi skulle have fyldt diesel på, så vi havde kurs mod Kerteminde, hvor vi fik tanket og spist frokost.

Derpå videre nu på vej hjemover, men.. vi følte os ikke helt parate til at gå i land, så vi lavede en blød landing i Korsør, hvor vi gik en dejlig tur i den noget forfaldne by, spiste en middelmådig rødspætte på havnerestauranten og forberedte os mentalt på at få fast grund under fødderne.

Efter en dejlig nat i Korsør og skøn morgen med udsigt til Storebæltsbroen, var det på tide at vende skuden mod hjemte vande og sætte kursen mod Karrebæksminde. En dejlig sejldag, hvor der var en smule vind ind agter, så det lykkedes at sejle læns i en periode. Kl. 13 sejlede vi under Græshoppen i Karrebæk, vores bådplads stod klar og helt rutinerede lagde vi Grissu på sin vante plads.

Vi fik ryddet sammen og op, spist frokost og fik et dejligt besøg af Tina, der netop var vendt hjem fra bryllupsrejse.

Vel hjemme igen, kan der fra den “sejlende” sofa og det gyngende gulv, skues hen over vasketøjet med minderne om en rigtig dejlig ferie 2010.

Utroligt, hvad der kan nåes på kort tid: Korsør, Svendborg, Thurø, Sønderborg, Flensborg, Bagenkopf, Nysted, Gedser, Rødvig, Dragør, Hundested, Marselisborg i Århus, Samsø: Kolby Kås, Odense, Kerteminde, Korsør og hjem til Karrebæksminde. Der er skønt i Danmark.

Juleaften 2009..

December 26th, 2009

.. fylder mig med glæde og varme om hjertet. Jeg havde den dejligste juleaften, jeg længe kan mindes. Trods forhindringer om formiddagen, hvor Torben troede, han skulle overraske ved at komme tidligt hjem fra arbejdet og i stedet stod med en ødelagt gearkasse på Lupoen på motorvejen, kunne det ikke ødelægge den gode stemning. Torben og Thomas fik med diverse udfordringer trukket bilen hjem, mens vi andre (Kai, Birthe, Anders, Linda, Nina, Tobias og jeg) gik den traditionelle juletur i skoven. Vi tog i år den korte tur i Alstedskoven, og det var fint, for der lå sne på stierne oh Tobias går jo ikke så hurtigt (Godt med Anders’ skuldre at sidde på). Bagefter serverede jeg karrysuppe med rejer med stor succes, så det tror jeg hermed er blevet en  ny tradition.

Torben var kommet hjem og nu skulle juletræet pyntes, dog skulle der først flyttes nogen grene fra den ene side til den anden, tro ikke at noget overlades til tilfældighederne her!! Nej, et juletræ skal være pænt og symmetrisk også når man er sent på den. Så igen lykkedes det at få det fineste juletræ, Torben har mange kompetenceområder :-)

Jeg havde gjort så meget af maden klar, som jeg kunne på forhånd. Stegt ænder, kogt og pillet kartofler (sammen med Anders) og en fond, der havde kogt flere timer på indmad fra anden, æbler, svedsker, løg og gulerødder samt krydderier.  Derfor var det rigtig hyggeligt i køkkenet hele eftermiddagen, da Torben overtog køkkentjansen, med bistand fra drengene, der var flinke til at sørge for øl til køkkenholdet ;-)

Thomas tryllede den dejligste ris ‘a mande, let og luftig og meget velsmagende, efter Nina fantastiske opskrift. Og Torben, ja,  han tryllede bare, så julemiddagen igen var meget veltillavet og smagte, så man kunne høre englene synge..

Havd var det? Pludselig var der nogen, der fik øje på julemanden, der gik rundt udenfor. Der havde væet lidt tvivl hos Tobias, om julemanden måtte komme, da han var lidt bange for ham, men da julemanden kom, var Tobias helt med på den, og svarede villigt julemanden, da han spurgte om der var nogen artige børn. Han fik også julemanden med en tur rundt om juletræet til “Højt fra træets grønne top”, inden julemanden hastede videre til alle de andre børn. Tobias var helt sikker på, han så julemanden flyve videre med sine rensdyr.. (Tak Anders, du var rigtig god..) (Bagefter spurgte vi Tobias, om han vidste hvad artige børn betød: “Det er sådan nogen børn der får gaver”, jo, han ved skam godt hvad der er tael om..)

Mens der blev ryddet op i køkkenet, blev der lavet opvarmningsøvelser med Tobias til juletræesdansen, hi, han lærte både numsedans, hunden, skildpadden og hajen, jeg tror der var flere, der morede sig hjerteligt..

Så blev det tid at danse om træet. Traditionen tro valgte den yngste (Tobias) første sang, som blev “Højt fra træets grønne top”.. hvor Tobias sang flot med. Derpå fulgte diverse sange valgt efter alder, og da Stefan (som jo er meget gammel) stod for tur, var det svært, da de sange, han havde skrevet på en seddel i lommen, allerede var valgt, men han fandt dog en! Da det til sidst blev Torbens tur og han selvfølgelig valgte “Nu det’ jul igen..” og begyndte at rende rundt i stuerne, blev Tobias noget forbløffet, men hurtigt var han med på den, og morede sig herligt.

Selv da det blev tid til gaver, tog Tobias det stille og roligt, han var simpelthen så dejlig umiddelbar og glædede sig mindst ligeså meget, når vi andre pakkede op, som når det var ham selv der fik pakker. Vi havde fortalt ham om “reglerne” for pakkerne og derfor lød det mange gange fra ham: “husk nu, det er den der sidst har fået en pakke, der skal finde en ny pakke”. Tobias fik selvfølgelig flere pakker, og han var helt med på, at han ikke skulle åbne de fine æsker med legetøj, men lagde dem pænt over i sit gavehjørne, lige indtil han fik to racebiler, så kunne Thomas ikke dy sig hi.., de måtte da bare åbnes, og så blev der ellers leget med racebiler, Tobias havde ikke brug for flere pakker den aften! Så resten blev gemt til dagen efter.

Vi havde stillet slik frem, også her var Tobias en engel, han fik måske 3-4 stk. slik, så var han tilfreds, utroligt så sød og nem han er.

Desværre blev Nina ramt af et maveonde, så hun hele juleaften kastede op og havde diarre, det var så synd, at hun gik glip af alle de dejlige oplevelser vi havde sammen med Tobias, jeg ved, vi alle havde meget ondt af Nina.

Tobias holdt ud til kl. 23, til sidst var han segnefærdig af træthed, men stadig i super humør, hold da op hvor han klarede det hele flot, og det gjorde alle vi andre jo også!!

Alt i alt en fantastisk juleaften som jeg vil mindes med stor glæde, tak allesammen for jeres bidrag, med hjælp og dejligt julehumør, og ikke mindst til Torben for håndteringen af de store udfordringer dagene op til jul bø dpå med ødelagt fyr, ødelagt bil, udsolgte juletræer og alligevel en evne til at give os alle det bedste af dig selv :-)

Juletur med Tobias..

December 22nd, 2009

Igår var jeg på juletur med Tobias.

En tradition jeg har tænkt at videreføre fra mine forældre,

der altid tog pigerne med ud at købe julegaver til os forældre.

Det har pigerne altid sat stor pris på,

og derfor har jeg taget traditionen op med Tobias.

Jeg tog Tobias med på Fisketorvet, hvor vi først skulle se på det store, flotte akvarie.

Derpå var vi henne og se på de dansende julebjørne, mekaniske bjørne, der var lavet som et orkester.

Der var også lavet en børneaktivitet i centeret, hvor man kunne lege med skumgummi puder og en sjov elektronisk ting på gulvet, hvor der kom forskellig billeder frem og nogle figurer, som flyttede sig, når man nærmede sig. Tobias ville gerne sidde og se på det, og studere de andre børn, men helst i nærheden af mormor, det var jo lidt farligt :-)

Så skulle vi købe julegave til mor og far. De ønskede sig et vækkeur eller en elektrisk tandbørste. Tobias valgte at det skulle være tandbørsten, og vi måtte købe ekstra hoveder, så der var tandbørster til mor, far og Tobias. Vi kiggede med, da damen lavede en meget flot pakke med en guldstøvle på fra Georg Jensen. Vi satte også et guldhjerte på “til mor og far fra Tobias”. Tobias insisterede på at bære posen med pakken i, selvom den nærmest slæbte hen ad gulvet, han er en stærk dreng:-)

Så skulle vi på cafe. Jeg fandt et sted, hvor vi kunne få pølsehorn. “Tobias her kan man få pølsehorn”, “jeg vil ha’ en kage”, hm… kompromi, jeg fik overtalt ham til en croissant, så var det ikke så slemt med sukkeret, og en Søbogård æblesaft. Vi sad og hyggede ved et bord og Tobias nød sin kage med største fornøjelse. ” Er der mere du har lyst at se på?”, ja, Tobias ville gerne lidt mere rundt at kigge. Skal vi finde legetøjsforretningen? “den er lige dernede mormor”, Tobias havde spottet butikken på lang afstand, jo Fætter BR’s reklamer virker.. Vi gik rundt i butikken, og Tobias udpegede alle de ting, han ønskede sig, det var stort set det meste.. Han var også meget optaget af babylegetøj, med aktivitetsting, han skulle finde ud af alt det, de kunne, og snakkede om at det var til Lindas baby.

Så var det tid at køre hjem. På vejen legede vi, at vi spillede forskellige roller, først havde vi en samtale med morfar, som Tobias mente var til stede, det var jo hans bil, bagefter spillede vi hans mor og far, hi, utroligt hvad Tobias kan få mig til, sjovt når han laver disse rollespil, og ser tingene fra forskellige personer.

Hjemme igen viste Tobias stolt sin mor og far pakken, “nu må du huske at det er en hemmelighed” sagde Nina, “nej, for det er en tandbørste til os alle tre” sagde Tobias….

Tak for en dejlig, hyggelig og berigende eftermiddag, Tobias!

Fantastisk at være mormor..

December 1st, 2009

.. at få lov til at passe sit barnebarn en hel dag,

er en dejlig gave at få.

Det er så berigende at være sammen med det lille menneske,

så sød, så kærlig, så umiddelbar.

Var en tur til Glumsø med Tobias.

Vi var inde på apoteket og hilse på mine kolleger,

stolt skulle jeg jo vise ham frem.

Bagefter skulle vi over til bageren,

jeg havde samlet et hæfte med musemærker,

så Tobias kunne vælge sig en gave,

han valgte en sjov, rund bamse,

som han straks døbte “småkage-bamsen”.

Jeg købte et pølsehorn til Tobias og imens stod han og kiggede på kagerne.

“mormor, prøv at se den der ligner en frø”, “ja, Tobias, den hedder en Kai-kage, ligesom frøen Kai”

“den ser sjov ud mormor, den har også øjne”

Vi gik over til bilen, da jeg satte Tobias i auto-stolen, sagde han:

“mormor, tror du måske engang når jeg bli’r lidt større, at jeg kan få lov til at prøve sådan en Kai-kage?”

da smeltede mit mormor-hjerte, og jeg gik tilbage og købte en Kai-kage til ham.

Da vi kom tilbage, spiste han kagen med største fryd, mens han sagde: “pu-ha mormor, sikke noget sukkerstads”.

Trods min lidt dårlige samvittighed over at fylde Tobias med sukker, nød jeg hans umiddelbare glæde, hold da op, hvor er han sød.

Fantastisk at være mormor…